Selv julemanden deltog på rulleskøjter
 
    Berlin marathon 2012 var en helt igennem fed oplevelse. Ikke blot var det mit allerførste marathon. Men efter ca. fire år med skader og ikke mindre en tre operationer, var det en forløsning at kunne gennemføre et af de lidt større mål. 
    Jeg var tilmeldt i 2009, hvor klubben jo havde rigtig mange løbere med. Men da min første knæoperation lige var gennemført seks uger tidligere, måtte jeg tage mig til takke med at heppe på alle de andre fantastiske løbere. Hvilket også var både sjovt og hyggeligt. Men ikke helt det samme.
    En lang genoptræning har været i gang og 2012 har da også budt på andre gode løb og resultater. Ikke mindst i Jels, hvor min første halve ironman blev gennemført - med stor opbakning fra klubbens medlemmer og hvor rigtig mange fra klubben deltog.
    Men Berlin kan anbefales, hvis man er første gangs marathon løber. Dels er ruten stort set flad og der er mennesker overalt - både løbere, men også tilskuere. En helt fantastisk kulisse, hvor man nærmest bliver båret igennem.
    Vejret var skønt. Løbet gik over al forventning. Hverken "muren" eller andre komplikationer faldt jeg over. Der var forsyninger med jævne mellemrum. Der manglede ikke noget. 
    Nu er jeg en stor oplevelse og en fin medalje rigere.
 
Lajla